Daniel Zimakoff

Daniel Zimakoff er født d. 20. december 1956 og voksede op i Tingbjerg i Brønshøj som nummer otte ud af ti børn. Det særegne efternavn stammer fra hans lettiske farfar, der flygtede fra Zarens regime i Rusland omkring 1900-tallet og strandede i København.

Daniel Zimakoff blev færdiguddannet bibliotekar i 1983 og begyndte at skrive bøger i 1986, og i 1989 debuterede han med børnebogen Tegneseriemaskinen. Han har også med held forsøgt sig som tv-forfatter og har bl.a. skrevet afsnit til serien Hotellet på TV2.

Siden 1993 har han desuden undervist børn og voksne i forfatterfaget og holder foredrag om sine bøger rundt om på skoler.

I 1989 udkom Daniel Zimakoffs første Dingo-bog Små helte er også helte (Blå Dingo). Siden har han skrevet Dingo-bøger for både små og store læsere om bl.a. kærlighed (Katinka, Katinka ... Ung Dingo), om fodbold (F.C. Ørnevej, Blå Dingo) og bøger med spænding og humor (Det store lattertyveri, Blå Dingo).

I 2003 fik Daniel Zimakoff Undervisningsministeriets pris Skriverprisen for sit forfatterskab og bogen Dengang jeg ville have mine forældre skilt.

I 2004 modtog han Kulturministeriets børnebogspris for romanen En dødssyg ven.

Og i 2005 fik han Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris sammen med Ida-Marie Rendtorff.