Hans Chr. Hansen

Hans Chr. Hansen er født i 1949 og er uddannet lærer. Han har skrevet en lang række bøger for børn og unge, mange af dem i den humoristiske genre, men inden for letlæsningsgenren ligger hans store styrke især i bøger for de små elever. Her skriver han med både indføling, alvor og en indre spænding, der er helt suveræn.

Det er der heldigvis også voksne, der kan se, for i 1992 fik han sammen med (Dingo)forfatteren Bent B. Nielsen Danmarks Skolebiblioteksforenings pris.

I1999 fik han Skriverprisen for sit forfatterskab ”og den mangeårige pionerindsats på letlæsningsområdet” og specifikt for bøgerne 1-0 til Otto (Lille Dingo/Stor Dingo) og Manne – den lille elg.

Den daværende undervisningsminister Margrethe Vestager sagde bl.a. i sin tale ved overrækkelsen: ”Selv de uinteresserede og læsetrætte børn har lyst til at gå i gang med Hans Chr. Hansens læsevenlige bøger.”

Hans Chr. Hansen har skrevet 46 Dingo-bøger, alle af meget høj kvalitet, bl.a. Bøffen og rosen i Ung Dingo, serien om Ebbe (Gul Dingo), hvor Ebbes storetå udkom i 1987 som en af de første Dingo-bøger, serien om Lasse og Line (Grøn Dingo), om Ib Basse Olsen (Lille Dingo), om Otto (Lille Dingo/Stor Dingo), og som det sidste skud på stammen Mikro Dingo-serien om den sprælske Klara.