Jesper Deleuran

Jesper Deleuran er født i 1951 i Odense. Han er autodidakt tegner og begyndte i halvfjerdserne at lave undergrundstegneserier på eget forlag, Æsels Forlag.

Jesper Deleuran blev kendt og elsket for de fantastiske tegneserier, han lavede sammen med sin bror Claus i slutningen af halvfjerdserne og i firserne. Hvem kender ikke tegneseriehæfterne om privatdetektiverne Pirelli og Firestone? (1979)

Jesper har en enkel og humoristisk streg, som gør ham særdeles velegnet til illustrationer for børn, og han har da også både tegnet og skrevet billedbøger, lavet illustrationer til undervisningsmaterialer, fagblade, foldere af forskellig art og meget andet.

Jesper er den illustrator, der har tegnet flest Dingo-bøger. Han har tegnet til over halvfjerds bøger, hvoraf den første var Lasse i Noas ark fra 1989. Jesper har i de første mange Dingo-bøger farvelagt sine tegninger med pensel og akvarel, men i de senere bøger har han taget computeren i brug til både at farvelægge og hente ’elementer’ (græs, buske, murværk o.lign) ind i sine tegninger.

De kendteste bøger, Jesper har illustreret, er Mikkel Molbo-bøgerne (Gul Dingo) af Knud Erik Larsen , Ib Basse Olsen-bøgerne (Lille Dingo) af Hans Chr. Hansen, Maja-serien (Grøn Dingo) af Søren Vagn Jacobsen, Jim Højbergs Malte og Simon-bøger (Grøn Dingo) og mange af Frede og Fie-bøgerne (Lille Dingo) af Bent Faurby.

Hvis man vil vide mere om Jesper Deleuran, har han lavet sin egen meget sjove, spændende og illustrative hjemmeside på www.jesperdeleuran.dk